Historien bag
”FORÅRSSANG”
I 1870 opholdt den
65-årige H. C. Andersen sig i Paris og førte også derfra en omfattende
korrespondance, bl.a. med vennen komponisten J. P. E. Hartmann (1805 –
1900). Andersen og Hartmann havde ved flere lejligheder samarbejdet i
tekst og musik, og det minder Andersen ham på i et brev. Hartmann, der
endnu engang var bagud med brevvekslingen til vennen, besvarer brevet
med en direkte opfordring til digteren om at skrive et digt, som han så
lover at sætte musik til snarest. I brevet står der, med en fin skjult
hentydning til dialogen i eventyret om Sneglen og Rosenhækken :
”Du er så god at
ville holde mig denne sendrægtighed tilgode, når jeg kun skriver musik;
men hertil kan jo nok svares, at når du, der har så meget at fortælle
verden, kan få tid og lyst til at skrive breve, så må jeg vel også kunne
få det. Men for at blive i din tankegang vil jeg gøre dig et forslag: Du
sender mig et nyt digt, jeg sender dig det komponeret tilbage; så er
alle parter hjulpne: Jeg har fået brev, du har fået svar derpå. Verden
får et nyt digt af dig, og den kan jo også spille eller synge min musik
dertil, hvis den gider”.
En uge senere
modtager Hartmann digtet ”Aldrig er ungdomstiden forbi” fra Andersen,
men han forhastede sig ikke med at komponere. Først den 6. februar 1871
har han slutdateret partituret og den 4.april samme år opføres det lille
værk ”Forårssang” i Musikforeningen i København, som Hartmann var
formand for. Niels W. Gade dirigerede kor og orkester, og værket gjorde
stormende lykke, så det måtte gentages med da capo et par uger efter.
Dagens Nyheder skrev: ” Derefter fulgte professor Hartmanns smukke
”Forårssang”, hvis livlighed og forårsfriskhed mangen en yngling må
misunde den evigunge tonedigter”.
I 1875 blev værket
transskriberet for klaver af musikforeningsvennen Axel Liebmann, og det
er denne udgave der nu er genfundet af glemslen og nyudgives i 200-året
for både H.C.Andersen og J.P.E.Hartmann.
Søren Steen Nielsen
Forår 2005
|
